Hjælp til nybagte forældre

Jeg blev far i februar i år - en begivenhed som jeg selvfølgelig glædede mig umanerligt meget til. Men det var ikke helt uden bekymringer, at jeg iagttog min kærestes voksende mave. For derinde lå min lille søn, som før eller siden ville gøre sit indtog i vores liv og dermed varsle en ny tid, et helt nyt liv for os alle.

Venner og familie der har erfaring med børn delte selvfølgelig gavmildt ud af gode råd, så starten på familielivet kunne blive succesfuld, og jeg lyttede da også. Men for at være helt ærlig, så tog jeg mig ikke meget af det, når nogen fortalte hvor hårdt var at få et lille barn. Især i starten.

Jeg ved ikke, om det er optimisten eller måske nærmere jubelidioten i mig, men jeg tog mig selv i at tænke “Helt ærligt - hvor svært kan det lige være?” - Meget svært, og særdeles hårdt. Det ved jeg nu.

Advertisement

Til at starte med kom vi ikke så godt fra land. Selvom fødslen gik over al forventning og kun tog beskedne 3,5 time, så var jeg ved at kradse af undervejs. Jeg havde det rigtig dårligt. Jeg var syg, ondt i halsen, fokølet, alt det der. Og ja, det virker fjollet at tale om lidt snue, når min kæreste lå med enorme smerte og kæmpede med at presse 3kg ud af sit underliv, men jeg var altså presset.

Lille Victor kom til verden, alt var godt, vi var lykkelige og jeg var forberedt på at skulle op på barselsafsnittet og have mig en slapper så jeg kunne komme ovenpå. Det var nok der jeg fik mit første chok - for afslpaning, det er en by i Rusland når man har et lille barn. Især et spædbarn.

Det første lange stykke tid gik med at få amningen i gang, og selvom jeg af gode grunde ikke rigtig følte jeg kunne deltage eller bidrage, så holdt jeg mig alligevel vågen. Det var en omfattende affære, og da aftenen og natten gjorde sit indtog var det stadig ikke lykkes at få styr på amningen så Victor kunne blive spist af. Det resulterede desværre i masser af skrig og skrål, fordi det lille pus forståeligt nok var sulten.

Da mørket endelig var faldet på og det var tid til at sige godnat og få noget velfortjen søvn, fik jeg mit andet store chok. Den søde sygeplejerske som tog sig af os fortalte nemlig, at man her i starten var nødt til at stå op minimum én gang hver 3. time. Her lå jeg i sengen, klar til at tælle får, og på mit ur kunne jeg tælle time nummer 36 siden jeg sidst havde sovet, og så fortæller hun os, at vi skal sætte en alarm til hver 3. time.

Advertisement

Det blev en lang nat, og det blev ikke til meget søvn, men vi klarede os trods alt igennem.

Det næste lange stykke tid fortsatte derhjemme, hvor vi fortsat måtte bøvle med amningen som bare ikke rigtigt kunne komme i gang, hvorfor der var babygråd i vores lille 3-værelses det meste af tiden. Det var hårdt, det var svært og det var slet ikke så fedt som jeg havde forestillet mig.

Advertisement

Gode råd havde vi som sagt fået nok af fra vores nærmeste, og selvom de sikkert har nævnt hvor hård starten med et spædbarn kan være, så har det åbenbart ikke virket. Det har i hvert fald ikke hængt fast. Måske fordi vi ikke lyttede ordentligt efter, det skal jeg ikke udelukke. Men jeg har lidt en idé om, at rådende bare ikke blev formidlet rigtigt. Derfor har jeg sat mig for at hjælpe andre nye og kommende forældre, så de ikke skal havne i samme situation som min kæreste og jeg. En situatiuon hvor det er det ene chok efter det andet over den nye tilværelse. Det er årsagen til, at jeg har startet Babyhelp - simpelthen for at levere svar på alle de spørgsmål som jeg selv havde, og som jeg formoder andre nye forældre også vil stå med. Jeg vil efter bedste evne forsøge at klæde nybagte forældre på, så de ved nogenlunde hvad der venter dem. Jeg tænker at hjælpe med alt lige fra rådgivning om babyalarmer, valg af den rigtige ble og hvordan man vælger den rigtige pusletaske

 

Share This Story